Det har åbnet sig mere og mere for konkurrence, skabt nye arbejdspladser, sikret lavere priser for forbrugerne og givet virksomheder og borgere mulighed for at drage fordel af et stort udvalg af varer og tjenSiden etableringen af EU’s indre marked for snart 20 år siden, har det haft til formål at fremme fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer. esteydelser.

Allerede inden den formelle etablering, banede idéen om fællesmarkedet vejen for en fælles europæisk miljøregulering. Den skulle bl.a. forhindre miljødumping og harmonisere medlemslandenes miljøregulering på et højt beskyttelsesniveau, så varerne kunne bevæge sig frit uden at undergrave beskyttelsen af miljøet og forbrugerne i de mest miljøbevidste medlemslande. Dengang handlede EU’s miljøpolitik primært om at beskytte forbrugerne og minimere forureningen af vores nære omgivelser. I dag handler EU’s miljøpolitik om meget mere og meget mindre på samme gang.

 

EU’s miljøansvar er globalt

Ifølge EU’s 2020-strategi er det et prioriteret indsatsområde at sikre en bæredygtig vækst, der begrænser de globale klimaforandringer samt udnytter de globale naturressourcer effektivt og bæredygtigt.  Gældskrisen og arbejdsløshedskrisen i EU betyder sammen med den globale klima-, fødevare- og ressourcekrise, at vi nu skal have gang i økonomien samtidig med, at vi sikrer en dramatisk reduktion af europæernes forbrug af energi og naturressourcer, særligt i de rigeste europæiske lande.

EU’s miljøkommisær Janez Potocnik var usædvanlig klar i sin beskrivelse af udfordringen, da han i september 2011 fremlagde EU-Kommissionens køreplan til et ressourceeffektivt Europa:

“Tidsalderen med rigelige og billige ressourcer er ved at være slut. Råvarer, vand, luft, biodiversitet og terrestriske, akvatiske og marine økosystemer er alle under pres. Vi må opfordre til en radikal forandring i den måde vi driver virksomhed på, i den måde vi producerer, forbruger og – dybest set – i den måde vi lever på. Det kritiske problem, vi står over for i Europa i dag er, at vi efter århundreder med ressourcekrævende vækst er fastlåst i ressource-ineffektive strukturer, fastlåst i ressource-ineffektive økonomiske systemer, fastlåst i ressource-ineffektive forretningsmodeller og fastlåst i ressource-ineffektiv adfærd. For at bryde ud af denne fastlåsning, kræver det nye teknologier og det kræver innovation: Teknologisk innovation, innovation i vores systemer og forretningsmodeller og innovation i vores adfærd.”

Ifølge en rapport fra FN’s Global Sustainability Panel til Rio+20-konferencen i juni 2012 vil forholdet mellem udbud og efter­spørgsel af helt basale ressourcer som mad, energi og vand blive mere og mere skævt i de næste 20 år, i takt med at jordens be­folkning vokser, og forventes at over­stige 8 milliarder mennesker. Rapporten påpeger, at verden i 2030 vil have brug for mindst 50 % mere mad, 45 % mere energi og 30 % mere vand. Derudover vil den økonomiske fremgang i vækstnationer som Kina og Indien betyde, at yderligere 3 milliarder mennesker vil træde ind i den store gruppe af middelklasse­forbrugere, som også vil stå i kø for at købe ressourcekrævende forbrugsgoder som bil og hus og en kost med masser af kød. EU’s miljøpolitiske dagsorden vil derfor brede sig ud fra at handle om vores nære natur, miljø og infrastruktur til også at handle om global udvikling, geopolitik, forsy­ningssikkerhed, bæredygtig vækst, beskæftigelse og nye forretningsmuligheder.

Hvis strategien for et ressourceeffektivt Europa går igennem som tiltænkt, vil det stille større krav til medlemslandene og de europæiske virksomheder om effektiv omgang med ressourcerne. Frem mod 2020 skal vi skabe en enorm omvæltning, både når det handler om at omgås de spar­somme ressourcer på intelligent vis, og i opblomstringen af en helt ny ge­neration af virksomheder, der bygger hele deres forretningsgrundlag på res­sourceeffektivitet. Det indre marked skal være et mindre marked i materiel forstand.

 

Less is more

Den nødvendige omvæltning kan delvist opnås gennem udvikling af nye, ressourceeffektive teknologier og produktionsmetoder. Men hvis vi bare skal i nærheden af at holde den globale opvarmning under to grader og mindske europæernes forbrugsrelaterede CO2-udlip til 2 ton per person om året inden 2050 – altså 17 ton mindre end gennemsnitsdanskerens udledning i dag – skal vi også i langt højere grad leve af at forkæle og underholde hinanden i stedet for at handle hurtige forbrugsgoder over grænserne. Vi skal producere mere med mindre og udvikle et nyt økonomisk paradigme efter devisen ”Less is more”:

Mindre vanetænkning og afvikling, mere nytænkning og udvikling. Mindre import af fossile brændsler, mere produktion af vedvarende energi. Mindre ressourceforbrug i produktionen, mere genanvendelse og beskæftigelse. Mindre indtag af kød, mere dyrevelfærd og sund livsstil. Mindre materielt forbrug, mere kvalitet, tid, service, oplevelser og samvær.

Et ressourceeffektivt Europa er ikke en begrænsningsdagsorden, men en udviklingsdagsorden, og den nye klimavenlige livsstil kan meget vel være mere attraktiv end den forbrugerisme, vi har dyrket stadig mere intenst i de seneste årtier. Den kan også blive en gevinst for samfundsøkonomien og velfærden, da penge brugt på service, oplevelser, istandsættelse og reparation generelt skaber mere beskæftigelse på ”hjemmemarkedet” end penge brugt på nye og ofte importerede forbrugsgoder.

For eksempel vil 5.000 kroner brugt på ti rockkoncerter eller ti gode middage på restaurant ifølge CONCITOs beregninger kun udlede ca.100 kgCO2, mens det samme beløb brugt på en stor fladskærm vil udlede ca. 1 ton. Hvis pengene bruges på en flyrejse til Bangkok, vil udledningen være hele 6,4 ton.

 

2020-udfordringer skal løses sammen

Udfordringerne i EU’s 2020 strategi hænger sammen og kan kun løses sammen. Det nytter ikke noget at løse miljø- og ressourcekrisen, hvis det betyder markant flere arbejdsløse og fattige eller markant ringere uddannelse samt forskning og udvikling.

Udfordringerne kan dog kun løses sammen, hvis vi anerkender, at en bæredygtig europæisk økonomi ikke blot kan skabes gennem teknologiske løsninger, men også kræver et opgør med den materialistiske forbrugerkultur, hvor vi – ofte for lånte penge – køber stadig flere nye ting og sager for at holde gang i hjulene.

Både planeten, økonomien og vores velfærd er i dag voldsomt udfordret af denne form for økonomisk vækst. Samtidig er der stadig mange ting, som skal udvikles og gøres bedre. Så i stedet for mervækst eller minusvækst, handler det bæredygtige Europa mest af alt om at skabe omvækst. Ligesom i naturen, hvor gamle planter dør og formuldes og nye vokser op på deres plads. Og hvor et træ, der satsede i den forkerte retning med en gren, kan holde op med at satse på den, og i stedet skyde en ny og bedre gren frem.

 

Køreplan i vanskeligheder

Forståelsen af et problem er halvdelen af løsningen. Derfor er det positivt, at både miljøkommissær Janez Potocnik og klimakommissær Connie Hedegaard tør, hvor andre tier, og beskriver udfordringerne klart.

Initiativerne i flagskibsinitiativet for et ressourceeffektivt Europa er imidlertid ikke lige så klare, og der er desværre ofte stor modstand blandt medlemslandene, når de konkrete forslag skal behandles i Ministerrådet. Det gælder bl.a. klimakommissær Connie Hedegaards Roadmap 2050 for en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi, som Polen stritter imod samt energieffektiviseringsdirektivet, som var meget vanskeligt at få vedtaget i en bare nogenlunde ambitiøs version.

Målet med ressourceeffektivitetsstrategien er at omstille produktion og forbrug, så der er incitamenter for investorer til at fremme grøn innovation, så miljøvenligt design og miljømærkning spiller en større rolle, og så offentlige institutioner opfordres til grønne indkøb. Regeringerne opfordres generelt til at flytte beskatningen fra arbejdskraft over til forurening og ressourcer, og der skal ske en pristilpasning, som afspejler de reelle omkostninger ved ressourceanvendelsen.

Kommissionen vil benytte sig af lovgivning, markedsbaserede instrumenter, omlægning af subsidier og frivillige ordninger til fremme af bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug. Senest i 2013 skal der være fastlagt klare mål og indikatorer for indsatsen, som alle kan forstå og gennemskue.

Det er alt sammen gode initiativer og instrumenter, som dog har været diskuteret i flere årtier, uden at det har ført til den nødvendige omstilling. Nu får de så endnu en tur gennem EU-maskineriet. Forhåbentlig går alvoren og sammenhængen mellem de forskellige udfordringer snart op for flere af EU’s politikere, så vi kan få skabt et nyt og mindre materielt fællesmarked med fokus på grøn omstilling og det gode liv.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Concito.